Roualet Père et Fils (far og søn) drives i dag af søskendeparret Fabrice og Fabienne Roualet, der er 13. generation i Roualet-familien, der har produceret champagne igennem fire århundreder.
Huset ligger i Champillon – der har Premier Cru status. Champillon ligger i Marne Dalen lige nord for Epernay – på de sydvendte skråninger. Området er primært beplantet med Pinot Noir, men der er også Pinot Meunier og Chardonnay. Roualet har 65% af sine marker beplantet med Chardonnay i fantastisk kvalitet fra gamle stokke.
Fabrice Roualet er en meget dedikeret champagne-mager, og han går ikke på kompromis med kvaliteten. Således er hans Brut Rosé lavet efter Saignee metoden (hvor det er farven i skallen på Pinot Noir druen der giver farve til vinen – også kaldet maceration) – modsat langt de fleste producenter, der for at lave rosé champagne tilsætter rødvin til den klare vin for at få den smukke rosé farve.