Languedoc-Roussilion – fra vinsø til det vilde vin vesten
Languedoc-Roussilion er verdens største vinregion med over 2.800 km² vinmarker. Området står for mere end en tredjedel af vinproduktionen i Frankrig. Der er primært blevet produceret bord- og landvin af beskeden kvalitet, og meget endte da også i EU’s vinsø (overskudsvinlager). EU besluttede i slut nullerne, at vinsøen skulle udtørres og gav vinbønder tilskud til at rive vinstokke op, og omlægge produktionen til andre landbrugsafgrøder. Dette, sammenholdt med et ønske fra forbrugerne om bedre vine, betød et øget fokus på kvalitet, og vinbønderne begyndte at plante nye sorter samt høste lavere udbytte fra eksisterende sorter (primært Carignan som normalt har et meget højt høstudbytte). I dag blomstrer området med mange nye unge innovative producenter/vinbønder, som eksperimenterer med forskellige druesorter, teknikker og druesammensætninger. Languedoc er blevet det nye ’vilde vesten’ og området er i dag et af de mest dynamiske i Frankrig. Nu også med den største produktion af økologiske vine i Frankrig.
En af Pelican-wines første vinleverandører var fra området Languedoc-Roussillon. Det er Scamandre – Domaine Viticole Renouard. Vi har haft stor glæde af samarbejdet, og vores kunder er begejstrede for de skønne vine. Da vi tidligere i år fik en henvendelse fra Cédric Drouet fra firmaet A Man of Wines i Languedoc om en lille producent i Languedoc/Nebian, ejet af 3 venner, var vi naturligvis meget interesserede. Hvad passede bedre end tre venner, der leverer vin til tre vennepar?
Tre venner der laver der laver vin i vennernes lade La Grange de Copains
De tre venner Jérémy, Julian og Cyril startede deres eventyr som vinbønder i 2004 med vinen ’La Grange de Copains’ under navnet ’Vin de Garage’ produceret på druer købt lokalt.
Jérémy er diplomuddannet kældermester og vinavler. Han har arbejdet i Bourgogne, Sonoma, Californien, New Zealand og Argentina. Julien er også diplomuddannet kældermester og vinavler. Han har arbejdet i Bourgogne for Bouchard Père et Fils i Beaune samt på flere forskellige vingårde i Mersault og Pommard. Cyril har en diplomuddannelse i landbrug og sælger specialiserede maskiner, der skal mindske brugen af ukrudtsmidler i landbruget. Deres store erfaring og ønske om at springe ud som selvstændige vinbønder førte til, at de i 2009 tog springet og købte deres første mark på 0,25 hektar, hvor de producerede deres første La Grange des Copains under appellationen IGP Pays D’Hérault.
I 2010 introducerede de så roséen La Grange des Copains. De begyndte at opkøbe flere marker. I 2013 lancerede de A Trois Mains, en fadlagret vin på Syrah og Grenache. Sidste skud på stammen kom i 2022 med deres Merlot-baserede vin ’Jamais Deux Sans Trois’, som betyder aldrig to uden tre, en direkte reference til deres venskab. De har i dag 6 hektar vinmarker, og Jérémy har siden marts 2022 arbejdet fuldtid med at passe vinmarker og produktion.
Pelican-wines er eneimportør i Danmark
Vi har i dag alle 4 vine fra La Grange des Copains i vores portefølje, og vi får dagligt god respons på vinene fra vores trofaste kunder i butikken.
La Grange des Copains er en udtryksfuld vin med noter af kirsebær, hindbær, granatæble og peber. A Trois Mains er lagret 12 måneder på egetræsfade. Det er en kompleks vin med aromaer af solbær, krydderier, kanel og balsamico. Som de selv siger: ’En jernnæve i en fløjlshandske’. Rødvinen Jamais Deux Sans Trois er lavet på druerne Merlot (54%), Syrah (26%) og Grenache (20%). Vinen har en intens lilla farve og den har noter af sorte kirsebær, chokolade og mokka. Smagen er koncentreret med smag af brombær, søde krydderier og blomme. Roséen La Grange des Copains er lavet på druerne Grenache (75%) og Syrah (25%). En meget aromatisk vin, der dufter af hindbær, pomelo og ribs. Smagen er frisk og intens, og så har den vundet en guldmedalje ved landbrugsmessen Concours Général Agricole i Paris i 2023.
La Grange des Copains producerer omkring 20.000 flasker om året, og vi er stolte og glade over at have deres skønne vine på vores hylder – selvfølgelig som de eneste i Danmark.