Gør som tandlægen Franck Renouard fra Paris – bliv forelsket i Scamandre!
Pelican Wines er de eneste i Danmark der sælger Scamandre
Vi mødte Scamandre’s direktør og kældermester Laurent de Groc i København. Han havde vine med fra Scamandre, som vi smagte og vi var meget imponeret. Vi blev hurtigt enige om at disse vine skulle i næbbet på pelikanen og sælges i Danmark. Vi er derfor glade for som de eneste i Danmark, at kunne tilbyde disse helt vidunderlige vine fra det sydlige Rhône.
Besøg Scamandres website her.
Hvordan skabte tandlægen Franck Renouard vinen Scamandre
I år 2000 tog Nadine og Franck Renouard på besøg for at møde maleren Pierre-Marie Brisson i Petite Camargue. Parret er passionerede omkring vin og samtidskunst. De forelskede sig med det samme i regionen og fandt ved et tilfælde ejendommen Scamandre, der har fået sit navn fra den lille sø Scamandre der ligger i nærheden. Med hjælp fra en ung ønolog, Stéphane Beuret, forvandlede de gårdens få hektarer (12) vinstokke til en ambitiøs og avantgardistisk virksomhed. Den første vin fra Scamandre var årgang 2003. Scamandre har været økologisk certificeret (ECOCERT) siden 2012, og i dag producerer de udelukkende økologiske vine. Druerne er udelukkende plukket i hånden. Den høje kvalitet af de druer, der bringes ind i kælderen, og den nidkære kontrol med renheden af installationer og maskiner betyder, at der kun bruges naturgær til gæringen af vinene. Brugen af svovl/sulfitter er begrænset til et minimum. Scamandre har eget spildevandsrensningsanlæg, der returnerer perfekt rent vand til naturen. Ejendommen er et pilotprojekt inden for agroskovbrug, som er en metode, der forener skov og landbrug på en bæredygtig og produktiv måde. Mere end 1.000 træer er allerede plantet for at forbedre biodiversiteten. Træerne skal være med til at tiltrække insekter, fugle og flagermus.
Scamandre ligger i Costières de Nîmes
Costières de Nîmes ligger solrigt mellem byerne Nîmes og Arles. Området strækker sig over fireogtyve kommuner og er på i alt 4.500 hektar. Det hed oprindeligt Costières de Gard men skiftede navn i 1989 og har siden 2004 hørt under Rhône-distriktet. Selvom det er meget solrigt (2.700 soltimer årligt) og tørt, især om sommeren, kommer de afkølende eftermiddagsvinde ind fra havet, over det flade Camargue, og rammer det høje plateau, Costières de Nîmes. Området oplever store sving mellem dag- og nattetemperaturer og denne vekselvirkning bevarer surhedsgraden i druerne og giver Costières de Nîmes vinene en tydelig friskhed og ren frugtsmag. Jordbundsforholdene hos Scamandre er i øvrigt nøjagtig de samme som i Chateuneuf du Pape. Kvaliteten i området er steget rigtig meget de sidste år, men priserne er ikke fulgt med. Det betyder du får meget mere vin for pengene. Vinene i området er kendt for at være blevet drukket af de antikke grækere og romere og de er dermed blandt de ældste kendte vine i verden.
Lidt om vores vine fra Scamandre
Scamandre 2015 er en økologisk certificeret (ECOCERT) rødvin fra AOP (appellation d'origine protegée) Costières de Nîmes i Frankrig. Druerne kommer fra vinstokke der er mellem 40-80 år gamle. Vinen er lavet på en blanding af druerne Syrah 50%, Carignan 25%, Grenache 20%, og Mourvèdre 5%. Vinen lagrer 30 måneder på franske egetræsfade heraf er 20% nye fade. Vinen er dyb rubinrød, og den har en intens næse af røde bær og stenfrugter samt krydderier og jordbund. Det er en kraftig, men velafbalanceret vin med bløde tanniner og en lang eftersmag af chokolade, peber, vanilje og lakrids. Der blev kun produceret 8.126 flasker af 2015 årgangen.
Scamandre Terrasses d'Hortense 2018 IGP Gard er en økologisk certificeret (ECOCERT) rødvin fra Costières de Nîmes i Frankrig. Druerne kommer fra vinstokke der er mellem 25-50 år gamle. Vinen er lavet på en blanding af druerne Syrah 60%, Carignan 30%, Grenache 5%, og Marselan 5%. Vinen lagrer 30 måneder på ståltanke. Vinen har sprøde aromaer af sorte frugter, krydderier og lakrids. Harmonisk og delikat vin med god struktur og smag af sorte bær, cassis, vanilje og en snert af peber og lakrids.
Scamandre Les Terrasses d'Hortense White 2021 IGP Gard er en økologisk certificeret (ECOCERT) hvidvin fra Costières de Nîmes i Frankrig. Druerne kommer fra vinstokke der er 15 år gamle.Vinen er lavet på en blanding af druerne Chardonnay 30%, Roussanne, Marsanne 30% og Muscat Petit Grain 40%. Vinen lagrer 6 måneder i franske egetræsfade (60%), cementtanke (30%) og rustfriståltanke (10%). Mosten blev aftappet og hældt på flaske i marts 2022. Vinen har en dejlig næse af blomster og tropiske frugter. Vinen er aromatisk og frisk med noter af pære, ananas og citrus.